Nyresten

Information til patienter, pårørende & andre interesserede

Sidebar
Menu
Ved forhøjet kalk-indhold i blodet udskilles større mængder kalk i urinen.
Dette øger risikoen for stendannelse.
Den tilgrundliggende årsag skal behandles, hvis det er muligt.

Man skelner mellem to slags årsager til forhøjet kalk-indhold i blodet:

Primær hyperparathyreoidisme:
Det er en tilstand, hvor der dannes for meget af hormonet PARATHYREOIDEA HORMON (forkortes PTH) som regulerer kalk-indholdet i blodet. Man har 4 parathyreoidea-kirtler, som hver er på størrelse med en ært, og de sidder 2 på hver side af skjoldbruskkirtlen (som hedder thyreoidea, deraf navnet para-thyreoidea) på halsen. En overproduktion af hormonet skyldes som regel en godartet forstørrelse af en af disse kirtler.
Hvis man ved en blodprøve finder for højt indhold af kalk i blodet, skal man også undersøge om der er for meget af hormonet PTH. Er det tilfældet er diagnosen stillet.
Herefter foretages ultralyds-skanning og scintigrafi af kirtlerne, så man kan se om en eller flere af kirtlerne er forstørret. Hvis dette er tilfældet kan man fjerne kirtlen kirurgisk.
Efter fjernelse af den forstørrede kirtel, vil hormonproduktionen blive normal, og dermed også kalk-indholdet i blodet.
Det fjerner ikke de sten, som man måtte have dannet, men kan mindske risikoen for at danne flere sten efterfølgende.
I nogle tilfælde kan der dog ske nogle kroniske forandringer i nyrerne, som gør at man stadig udskiller for meget kalk i urinen, selvom kalk-indholdet i blodet er blevet normalt.
I så fald har man mulighed for at behandle på samme måde som den såkaldte "Idiopatiske hypercalciuri" (= forhøjet udskillelse af kalk i urinen med ukendt årsag).

Andre årsager til forhøjet kalk-indhold i blodet:
Dvs. alt andet end primær hyper-PTH, som er nævnt ovenfor.
Det er en lang række tilstande, som kan påvirke kalk-indholdet i blodet:

  • Knoglesygdomme (eks. svær knogleskørhed (osteoporose) og kræft i knogler).
  • Sygdom i skjoldbruskkirtel.
  • Overforbrug af D-vitamin eller mavesyre medicin.
  • Bindevævssygdom (sarcoidose).
  • Immobilisation (lammelse, langvarigt sengeleje).
  • Renal tubulær acidose (en nyresygdom som medfører syreophobning).
  • Kronisk acidose (syreophobning)
  • Kræftsygdomme (Lymfekræft, og knoglekræft).

Menu