Nyresten

Information til patienter, pårørende & andre interesserede

Sidebar
Menu
ESWL (trykbølge stenknusning):
En ”stenknuser” (lithotriptor) er et apparat, som ved hjælp af trykbølger kan knuse sten til mindre stykker (grus), som derefter kan passere ud med urinen. Trykbølger kan transmitteres gennem vand, og da kroppen har et meget stort vandindhold kan trykbølger passere gennem huden og kroppen. Trykbølge generatoren (i daglig tale ”kanonen”) placeres i tæt kontakt med huden ud for nyren. Ved hjælp af røntgen gennemlysning eller ultralyd kan stenen lokaliseres, og patienten placeres så de fokuserede trykbølger præcist rammer stenen. Selve behandlingen, som anses for den mest skånsomme af ovennævnte, varer ca. 1 time, og kan foretages ambulant uden fuld narkose. Der gives smertestillende medicin efter behov under behandlingen. Efter behandlingen er der ofte blod i urinen, og der kan opstå smerteanfald når grus passerer gennem urinlederen. Nyrestens hårdhed varierer meget, og ikke alle sten er mulige at knuse på denne måde.
Nogle sten kræver flere behandlinger. En forudsætning for at denne behandling kan lykkes, er at gruset kan passere ud. Der må derfor ikke være forsnævringer i urinvejene.
Hvor hurtigt grus passerer efter behandlingen variere fra få dage til uger/måneder.
Medicin som afslapper urinlederen kan befordre passagen, og gives undertiden de første uger efter behandlingen. (Det er medicin af typen alfa-blokkere, som ellers mest anvendes til mænd med vandladningsbesvær pga forstørret prostata.)
ESWL kan ikke foretages hvis man får blodfortyndende medicin eller har øget blødningstendens.
Menu